One night in Bangkok – Ting man skal være opmærksom på i Bangkok
Thailand gennerelt, og herunder også Bangkok, er som udgangspunkt fantastiske steder at besøge. Man bør dog altid huske på at de mennesker der bor i dette smukke land, ikke har ret mange penge, og at de betragter den gennemsnitlige vestlige arbejder som værende meget rig. Det kommer vel ligeledes næppe som noget chock, at rigtig mange thailandske piger drømmer om, at blive gift med en pæn, velhavende vestlig mand. Denne mangel på velstand, og ønsket om at opnå det, gør også, at de ofte vil forsøge at drage fordel af os. Jeg vil i denne guide prøve at opsummere de væreste faldgrubber, så du så vidt muligt kan undgå at blive snydt, og i stedet kan få dig en fantastisk oplevelse i denne spændende by.
- Tuk Tuk snyd:
Mange gange når du lejer en Tuk Tuk (de lokale motorcykel taxier) vil chaufføren fortælle dig om nogle gode markeder med helt fantastiske lave priser. De vil tilbyde at guide dig til de forskellige destinationer mod et ekstremt lavt gebyr. Det du ikke ved er, at chaufføren rent faktisk tager dig med rundt til steder hvor han får provision af salget. Den kvikke observatør vil hurtig opdage, at der ikke er tale om noget rigtigt marked, og bede om at blive fragtet tilbage, men i nogle tilfælde vil chaufføren da køre sin vej og efterlade turisten midt i et ukendt område. Spørg derfor altid personalet på hotellet efter, hvor det er bedst at handle.
- Bar snyd:
Det er ikke så udbredt mere, men det sker dog stadig, at nogle barer vil forsøge at debitere dig for drinks du ikke har fået. Et andet trick de ofte bruger er, at sælge dig den første drink til en lav pris, hvorefter de så for hver gang de giver dig en ny drink, sætter prisen op i håb om at du ikke opdager det. Et godt fif kan være at betale hver eneste gang du får noget serveret.
- De søde piger:
Nu er jeg lykkeligt gift på 10. år, men jo.. Jeg kan da sagtens få øje på, at pigerne i Bangkok ser søde ud, og jeg forstår da også godt hvorfor nogle mænd fristes til at tage dem med tilbage på hotellet. Men pas på! Pigerne er ikke nær så naive og uskyldige som de ser ud! Det bedste råd vil være ikke at finde nogen “feriekærester”, men da du jo højest sandsynligt finder dette råd både kedeligt og dumt og i nogle tilfælde ligefrem helt udelukket, så giver jeg dig her de næstbedste råd. Fjern alle værdigenstande fra værelset og lås dem inde! Det lyder som et logisk råd, men det er set tusindvis af gange, at der om morgenen mangler både mobiltelefoner og penge. Pigen er der stadigvæk, og det er derfor ekstremt svært at bevise noget. Da det jo nok ikke lige er det første man tænker på, når man om natten kommer halvbedugget hjem med “sit livs kærlighed”, så gør det INDEN du går ud om aftenen.
- Politi snyd
Politiet i Bangkok er som politiet i resten af Thailand, ekstremt korrupt! Ofte vil de, hvis de ser dig gøre noget forkert, ikke tage dig med på stationen, men istedet give dig en klækkelig bøde på stedet, der så ryger direkte i kaffekassen! Det gennerelle råd er, at give dem hvad de beder om. Det er som regel meget små beløb, og det vil spare dig for rigtig mange problemer. Politibetjente tjener ligesom det øvrige Thailand ikke særligt meget, og de finder derfor også på alternative metoder til at tjene lidt ekstra til familien. Accepter at du er i en fremmed kultur, og at det er sådan tingene foregår her.
- Hotel snyd
Det skal retfærdigvis siges, at denne form for snyd ikke er særligt udbredt. Det sker dog alligevel at enkelte (især de meget små) hoteller opkræver dig for meget når du checker ud. De ved at du på det tidspunkt har travlt og skal nå dit fly, og derfor ikke har tid til at diskutere om regningen, hvilket ofte resulterer i, at du blot betaler de par hundrede ekstra. Dette kan dog ret nemt undgåes, hvis du blot betaler din regning om aftenen inden du skal rejse. Insisterer de på at du betaler om morgenen.. Ja, så ved du at der er noget i gære, og du forlanger blot at afregne nu.
Gennerelt er Bangkok et både sikkert og spændende sted at ophlde sig. Og følger du disse få simple regler, så skal du nok få din egen forrygende “One night in Bangkok”


